I disse tider er det blevet moderne at have en "blog". Hvis ikke ejeren af en hjemmeside har sin egen blog, er der dømt fiasko. Simpelt hen! Intet mindre end fiasko eller alternativt fiasko!
Derfor vil jeg også have min egen blog, når det nu er dét, de unge vil have.
Mirror på Komix.dk: www.komix.dk/blog.php
Fre. 5. maj 2006 @ 17:57
For nylig var der én, der viste mig denne morsomhed på en amerikansk hjemmeside.
http://www.lasvegastravelog.com/forign/danish/index.html
Siden bekræfter på én gang mine fordomme overfor både amerikanere og folk, der konstant spiller kasino over nettet.
Jeg vil gætte på, at teksten er "skrevet" af én, der aldrig har lært ét eneste fremmedsprog, og som dermed har troet, at man bare kunne plotte hele teksten ind i en oversættelsesrobot a la AltaVistas Babelfish og derefter copy-paste den uredigeret.
Underholdningsværdien er dog ganske høj.
Fre. 5. maj 2006 @ 07:00
"Flere unge forsøger selvmord med piller" kan man læse i dagens Urban.
Det i sig selv er en trist udvikling, men endnu mere trist er politikernes reaktion på dette: Gør hovedpinepiller receptpligtige!
Sådan en flok idioter fatter åbenbart ikke, hvad det vil sige at være helt derude, hvor man ikke kan bunde.
I min verden svarer det til, at man for at hindre et barn, der skriger af smerte, fordi forældrene slår ham, syer hans mund sammen, så han ikke kan skrige - i stedet for at fjerne forældrene.
Det samme med selvmord. Løsningen er ikke at gøre hovedpinepiller receptpligtige. Det vil bare få flere til at kaste sig ud foran et s-tog eller lignende.
I stedet skulle de menneskefjendske politikere hellere se at gøre noget ved årsagen til, at flere unge forsøger at begå selvmord.
De selv samme politikere skærer ned i psykiatrien med flere selvmordskandidater til følge. Samtidig bliver disse folk med psykiske lidelser tonset rundt i manegen med beskyldninger om, at de er en flok dovne hunde, der bør have en mindst 100 timers arbejdsuge på halv bistand.
Ja, jeg antager, at jeg er blandt de få priviligerede blandt folk med psykiske lidelser, som er så heldig at have et rigtigt arbejde med fuld løn, ferie, nattillæg og det hele.
Uden dette arbejde havde jeg i øvrigt ikke råd til at tage de piller, som holder mit humør ovenvande.
Men det er jo også de selvsamme skrivebordspolitikere, der tror, at alle kan klare at knokle, til de er 80 år. De har helt glemt, at kun 30% af alle LO-arbejdere overhovedet når pensionsalderen.